Den 2. juni 1992 stemte danskerne om Maastricht-traktaten, som skulle omdanne Det Europæiske Fælleskab til Den Europæiske Union. Debatten op til afstemningen handlede i høj grad om retningen og omfanget af samarbejdet. Kritikerne frygtede en udvikling mod et overstatsligt “Europas forenede stater”, hvor et lille land som Danmark ikke ville have meget at skulle have sagt. Tilhængerne så derimod fordele ved det udvidede samarbejde og advarede mod omfattende økonomiske konsekvenser, hvis Danmark ikke tilsluttede sig som fuldgyldigt EU-medlem.

Nej den 2. juni 1992

Afstemningen endte med, at 50,7 procent af vælgerne stemte nej. Resultatet førte til forhandlinger mellem ja-partierne og dele af nej-siden om en særordning for dansk EU-deltagelse, der kom nogle af kritikernes bekymringer i møde. Resultatet blev Det Nationale Kompromis, der indebar fire forbehold mod deltagelse i dele af EU-samarbejdet.

Ja den 18. maj 1993

Forsvarsområdet var et af dem, mens de andre var rettet mod retlige og indre anliggender, den fælles euro-valuta samt unionsborgerskab. De fire forbehold blev officielt handlet på plads med den såkaldte Edinburgh-aftale og skrevet ind i EU-traktaten. Den 18. maj 1993 skulle danskerne herefter stemme igen. Denne gang blev resultatet et ja med 56,7 procent af de afgivne stemmer.

Denne avis udgives af det partipolitisk neutrale DEO – Demokrati i Europa Oplysningsforbundet – i samarbejde med netmediet OLFI, Rådet for International Konfliktløsning og Atlantsammenslutningen. Formålet er at sikre høj valgdeltagelse på et oplyst grundlag.